Guide til at vælge den rigtige sut til baby, og hvordan du holder sutterne rene.
Babyer har et naturligt suttebehov, som er helt grundlæggende fra naturens side. Både for at spise og finde ro, trøst og tryghed. Det virker beroligende på baby at få sit suttebehov dækket, og en sut kan være god til at understøtte babys tryghed og velbefindende.
Det kan være svært at vælge den rigtige type sut, da der findes flere forskellige typer og materiale. Skal du vælge en symmetrisk sut, rund sut eller anatomisk sut? Og hvad med materialet – bør du vælge en sut i latex eller silikone? Der findes ikke nogen ”one-size-fits-all” når det kommer til valg af sut.
Med denne guide får du et grundigt overblik over de forskellige former for sutter og materialer, som giver dig grundlag for at træffe det bedste valg af sut til din baby. Du får desuden tips om hygiejne ved brug af sut, så du passer godt på din babys sundhed og trivsel.
RUND SUT
Den runde sut, også kendt som den klassiske form, var den første sut på markedet. Den blev udviklet til at efterligne brystvortens naturlige form, og er kendt for at være særligt ammevenlig. Den runde form gør det lettere for mange nyfødte at svøbe naturligt om sutten, og holde sutten på plads i munden. Det gør den runde sut til et populært førstevalg hos mange nye forældre, da den understøtter en naturlig sutteteknik. Hvis du ønsker en sut, der minder mest muligt om brystvorten, er den runde sut et godt valg, og kan selvfølgelig også anvendes til flaskeernærede babyer.
SYMMETRISK SUT
Den symmetriske sut har en flad og ensartet form. Den symmetriske sut kan anvendes til både ammede babyer og babyer som spiser på flaske, men den kan ikke anbefales som førstevalg til en ammebaby, da den flade form kan medføre, at baby udvikler en forkert sutteteknik ved brystet. Ammede babyer kan opleve, at den flade form føles meget anderledes, end når de sutter ved brystet, og andre babyer kan have svært ved at holde den flade sut på plads i munden. Hos nogle babyer udløses brækrefleksen nemt ved brug af bestemte typer sutter/mere fyldige sutter. Her kan det være en god ide at prøve med den symmetriske sut, pga. den mere flade form.
ANATOMISK SUT
Den anatomiske sut er udviklet med tanke på den naturlige udformning af babyens mund og gane. Formålet med den anatomiske sut er, at stimulere til korrekt sutteteknik og fremme en sund og naturlig mundmotorisk udvikling. Den anatomiske sut kan anvendes af både ammede og flaskeernærede babyer.
LATEX ELLER SILIKONE?
Når du har valgt den rette form på sutten, er det også vigtigt at vælge det rette materiale. Latex og silikone er de to mest populære materialer til sutter. Valget af materiale afhænger af din babys behov og præferencer.
LATEX
Blødt og fleksibelt
Latex er lavet af naturgummi, som er et naturligt materiale. Latexsutten er er kendt for sin blødhed og fleksibilitet, hvilket minder om brystvorten. En sut i latex er et godt førstevalg hvis baby ammes, og du ønsker en sut som minder mest muligt brystets blødhed og fleksibilitet. Hvis der er allergi overfor latex i familien, vil en sut i silikone være at foretrække.
SILIKONE
Holdbart og allergivenligt
Silikone er et meget holdbart og allergivenligt materiale, som er let at rengøre. Silikonesutter er mere hårde og ufleksible i materialet end en latex sut, men er mere modstandsdygtige over for slitage. Silikonesutter er meget allergivenlige. Mange babyer som spiser på flaske vil foretrække en sut i silikone, da materialet minder om flaskesutten.
GOD HYGIEJNE VED BRUG AF SUT
Sådan holder du babys sut ren
En god hygiejne omkring sutten er utrolig vigtig. Her kan du hjælpe med at opretholde din babys sundhed og trivsel, og forebygge sygdomme og infektioner. Bakterier og snavs kan samle sig i sutten og overføres til baby, og det kan man undgå ved at følge nogle enkle hygiejniske principper..
Her er nogle grundlæggende tips til at holde sutten ren og sikker for din baby:
- Rengøring af sutten:
- Før første brug: Nye sutter skal altid steriliseres før brug for at fjerne eventuelle bakterier. Læg sutten i en ren beholder og overhæld den med kogende vand. Lad sutten ligge heri i 5 minutter før den tages op og lægges til tørre på et rent viskestykke.
- Daglig rengøring: Sutten rengøres grundigt med vand og babyvenligt sæbe (astma/allergi mærket). Sørg for at komme godt rundt i alle kanter. Sutten kan gnides med alm. køkkensalt for at fjerne evt. mælkerester. Sutten skylles ren for sæberester/salt og placeres i en ren beholder. Til sidst overhældes sutten med kogende vand. Lad den ligge her i 5 min og læg den efterfølgende til tørre på et rent viskestykke.
- Opbevaring af sutten:
- Opbevar sutten i en ren beholder med låg for at beskytte den mod støv og bakterier, når den ikke er i brug.
- Tag ikke babys sut i munden:
- Tag ikke din babys sut i munden før den gives til baby. Du risikerer at overføre bakterier og virus fra din egen mund til babyen, hvilket kan føre til smitte med sygdom og infektion.
- Udskiftning af sutten:
- Du bør udskifte sutten hver 4-6 uge, eller hvis du opdager, at sutten er blevet beskadiget eller har mistet sin oprindelige form. En slidt eller beskadiget sut skal smides ud, da den kan samle bakterier, som kan være skadelige for din baby. Hvis baby har været syg bør du for en sikkerheds skyld også kassere sutten.
Valget af sut afhænger af din babys behov og præference. Det er ikke sikkert at den første sut der introduceres, er babys foretrukne, og du kan overveje at prøve den populære ”Try-It-Collection” fra BIBS, som er en startpakke med de forskellige typer sutter. Med Try-It-Collection" får man mulighed for at afprøve hvilken type sut baby foretrækker, før man køber sig fattig i et lager af sutter, som baby måske ikke kan lide. Du finder startpakken med sutter i vores webshop, sammen med et væld af BIBS øvrige sutter i skønne farver – og så er det endda dansk design og kvalitet!
Jeg håber at denne artikel er en hjælp for dig, når du skal vælge en sut til din baby :-)
Vi bruger dit navn og kommentar til at vise offentligt på vores website. Din e-mail er for at sikre, at forfatteren af dette indlæg har mulighed for at komme i kontakt med dig Vi lover at passe på dine data og holde dem sikret.